21:15 24/05 2012
Med 21-21 i den første kamp ude mod Team Tvis Holstebro, er KIF Kolding godt på vej mod at have hentet årets bronzemedaljer i herrernes håndboldliga.

I Gråkjær Arena var det gæsterne fra Kolding, der var mest klar fra start, og de kom foran med 6-1 efter ni minutter, inden hjemmeholdet vågnede op, og via 8-8 fulgtes de to hold ad i resten af første halvleg, der sluttede 11-11.

I anden halvleg var gæsterne igen i teten, og et lille skridt foran hjemmeholdet, der fulgte med til 17-17. KIF lignede vindere, da Lasse Boesen bragte gæsterne foran 21-17 med ni minutter igen, men en timeout fra hjemmeholdet bragte igen spænding om resultatet, og Joachim Ernstsson fik med sit mål til 21-21, kampens resultat, sørget for, at Tvis endnu ikke har tabt til KIF i denne sæson.

Patrick Wiesmach blev topscorer for TTH med seks mål, mens Lukas Karlsson var bedst hos KIF med fem mål. De to hold spiller den anden DM-bronzekamp på onsdag.
Henning Andersen