17:58 26/05 2012
De tre OL-legtvægtsbåde fra Danmark er klar til at ro om medaljerne i søndagens A-finaler ved World Cup, der denne weekend afvikles i Luzern, Schweiz.

Først var Mads Rasmussen og Rasmus Quist i aktion i semifinalen i letvægtsdobbeltsculler.  Duoen tog med tiden 6.16,65 en andenplads bag Frankrig, der blot var 0,33 sekund hurtigere.

Anne Lolk og Juliane Elander blev klar til finalen i letvægtsdamedobbeltsculler med en rigtig flot sejr i opsamlingsløbet. Midtvejs i løbet satte danskerne turboen på og racede i mål i den fornemme tid 6.54,33.

Guldfireren kom i finalen efter tredjeplads. Danskerne måtte med tiden 5.54,07 se sig besejret af både Storbritanien og Frankrig. Dermed kan Eskild Ebbesen muligvis søndag fejre sin 40 års fødselsdag med en World Cup-sejr.
Per Jessen