Det oplyser Danmarks Badmintonforbund på sin hjemmeside tirsdag. Den danske veteran takker af ved den klassiske danske turnering mellem jul og nytår i Falkoner Salen, og han har overtalt den kinesiske superstjerne til at komme til København og spille mod Gade.
- Det slutter sådan, som jeg godt kunne tænke mig, at det skal slutte. Der er to ting i det. For det første er det selvfølgelig et punktum for mig selv, og for det andet, så vil jeg gerne give københavnerne muligheden for at se Lin Dan på den bane, som jeg har følt har været min hjemmebane i de sidste 15 år, siger Peter Gade og tilføjer:
- Jeg har selv taget kontakten til ham i forbindelse med All England og Thomas Cup, og han har været positiv fra start. Han har aldrig været i København, og jeg er glad og spændt på, at han kommer hertil. Han er måske den bedste herresingle, der nogensinde har været.
