20:12 19/06 2012
Danmarks Idræts-Forbund betragter ikke formsvage Caroline Wozniacki som en ”åbenlys medaljekandidat” til OL i London.

Senest blev den detroniserede tennisdronning slået ud af Wimbledon-optaktsturneringen i Eastbourne allerede i første runde.

- Vi lægger ikke noget pres på hende ved at tælle hende blandt de åbenlyse medaljekandidater lige nu. Det er klart, at det er hendes øjeblikkelige resultater ikke til. Men det kan heldigvis nå at ændre sig på en måned, siger elitechef i DIF Jesper Frigast Larsen ifølge sporten.dk.

- Vi håber, at hun kommer tilbage i sin gamle form, men også at hun får en god OL-turnering og en god oplevelse derovre. Det er åbenlyst, at hun ikke er på toppen for tiden. På den anden side har hun også tidligere vist, hvad hun kan. Der er ingen tvivl om, at hun kommer tilbage. Vi kan så bare håbe, at det sker under OL, tilføjer han.

Selv synes Caroline Wozniacki ikke at være voldsomt bekymret inden Wimbledon.

- Jeg ville gerne have vundet den kamp, men i det mindste fik jeg nogle point. Jeg prøver bare at arbejde med nogle ting før Wimbledon, siger den unge dansker ifølge BBC.
Jesper Olsen